Billede af Connie Cecilia og Holger

Billedtekst: Connie Cecilia og førerhunden Holger

logo - blind mus med førerhund

Hvem er jeg?

Jeg er en blind pige, der til min egen enorme forbavselse, allerede for længst har passeret de 50. Jeg er født og opvokset på Frederiksberg i København, hvor jeg stadig befinder mig, og hvor jeg bor i en dejlig lejlighed tæt op til en park. Indtil d. 5. august 2011, hvor jeg med stor sorg måtte sige farvel til min dejlige førerhund Holger, da han ikke orkede mere, gik jeg i mange år daglige ture i denne park og nød fuglenes sang og duften af græs og træer.

Jeg blev blind som 10-årig, men har altid gået sammen med seende både i folkeskolen, gymnasiet og sidst på universitetet.
Det var ikke nogen særlig lykkelig tid, fordi jeg hele tiden måtte kæmpe for at være med på lige fod med mine seende kammerater, og det var utroligt frustrerende først at få undervisningsmaterialerne længe efter de andre, fordi mine bøger jo skulle trykkes i punkt (blindeskrift). Men jeg har altid forsøgt at se positivt på tingene, og "hvorfor forbande mørket, når man kan tænde et lille lys?"

Som blind gælder det i bogstaveligste forstand om at have et øje på hver finger, og man lærer hurtigt at se med både hænderne, næsen og ikke mindst ørerne. For mig har alle lyde farver, så selv om jeg er blind, vandrer jeg altså ikke rundt i et uhyggeligt mørke - takket være alle de lyde, der omgiver os, den lille glade solsort, ungernes råben på legepladsen, folks snakken i bussen og i supermarkedet, vindens susen i trætoppene, bølgernes brusen og musikken. Alle disse lyde danner farvemønstre inde i mit hoved, nogle af dem utroligt smukke. På min hjemmeside har jeg lagt en masse af disse lyde ind i håb om, at de kan bringe lidt glæde til andre.

Som barn elskede jeg at tegne og male, men da jeg blev blind, måtte jeg nøjes med at drømme om det. Først for få år siden, da jeg fik en computer og et taleprogram, fik jeg pludseligt mulighed for at lege med farver og billeder igen, og derfor er min hjemmeside også blevet min personlige legeplads, hvor jeg kan lægge mine egne digitale billeder ind og for en kort tid glemme alt det besvær og bøvl, der naturligvis også følger med det at være blind, og som kræver, at der af og til må seende assistance til.

Håber, du vil føle dig godt tilpas her på min og Holgers hjemmeside, for selv om Holger var nødt til at "rejse", så har han med sit dejlige væsen og gode humør været med til at sætte sit præg på indholdet og den tone, jeg har forsøgt at holde det hele i.
Connie Cecilia og Holger.
Du kan skrive til mig her

Tilbage til indholdsfortegnelsen