Connie og Ira hygger i sofaen

Billedtekst: "Sorg kan man til nød bære alene
men til glæde hører to"

Ira ligger på gulvet og kikker

Min dejlige førerhund Ira

Da jeg var 24 år, fik jeg min første førerhund, Nick, der åbnede en helt ny og vidunderlig verden for mig. Da han døde, fik jeg min dejlige Ira, en lys smilende Labrador, som fra sin mageligt henslængte stilling på ryggen med benene i vejret diskret ydede sit lille bidrag til verdensfreden, og hvis logrende hale og kærlige hjerte aldrig lod mig i tvivl om, at jeg - i hvert fald hos hende - havde en meget høj stjerne. Ira døde den 24. februar 2000 efter en lang og trofast tjeneste. Uden hendes søde måde at trøste mig på, når livet og tingene blev for svære at håndtere, ville jeg have været en meget ensom pige.

Hvis du vil vide lidt mere om mig og min Ira-lil, og hvordan vi sammen tacklede hverdagens små sorger og glæder, så kan du læse herom i de artikler, som har været bragt i ugemagasinet Søndag, hvor Ira og jeg havde vores ugentlige to spalter for nogle år siden.

Artikler om Ira
(Fra ugemagasinet "Søndag")

Artiklernes start Nattesjov
Pandekager og elastikker
Til venstre for højre
Dagen går med raske fjed
I palmernes skygge
De syv plager
Kinamad og slankekure
Lidt om fotografer
Fagre nye verden
Porcelænshunden
På bustur med Ira
Den lille kavaler
En sjælden julegave
Juleforberedelser
Ude er godt ...
Decemberhilsen

Tilbage tilbage til Holgers forside
Tilbage til Mælkevejens indholdsfortegnelse

Nattesjov

Hvordan foretrækker De at blive vækket? Af et larmende vækkeur eller sød musik fra radioen eller af et blidt kys på kinden? Jeg tror, jeg foretrækker det sidste, selvom det som oftest gives af en våd hundesnude. Desværre er det ikke altid den metode, Ira sætter størst pris på. Næh, det skal helst være noget med skæg og ballade, og allerhelst, når man ligger i sin sødeste og dybeste søvn og drømmer om glade jul, dejlige jul og stjernetæpper lyseblå. Det var det, der skete ved tretiden i nat.

Jeg vågnede ved et brag inde fra stuen. Det var Ira, der smed sig på gulvet og rullede rundt, altimens hun skiftevis gryntede som en gris og brølede som en ko. En kunst, hun efterhånden mestrer til fuldkommenhed. Så sprang hun op og rystede sig længe og voldsomt og gentog så hele sceneriet én gang til bare for at være hel sikker på, at det ikke var forbigået min opmærksomhed. Det var der nu ingen farer for, men jeg følte absolut ingen trang til at stå op og underholde hende på denne tid af døgnet, så jeg lod som om, jeg sov.

Lidt efter kom hun listende ind i soveværelset og ind bag døren, som hun forsigtigt skubbede op, hvorefter hun møjsommeligt fik sig maset ud igen. Hvad i alverden spekulerer hun nu på, tænkte jeg og fik hurtigt svaret i form af et øredøvende brag, da Ira med en rask bevægelse af skulderen sendte døren ind i væggen. Jeg var lige ved at fare ud af sengen, men vidste af erfaring, at der så ikke ville blive sovet mere den nat og blev, hvor jeg var.

Larmen på være kommet bag på hende, for i lang tid var der stille. Helt stille. Så længe, at jeg døsede hen igen. Så lød der pludselig en irriterende rytmisk knirken henne fra dørtrinnet. Det var Ira, der havde placeret forpoterne på det. Ikke midt på, som ville have været det mest naturlige, og hvor det ikke knirker, næh, hun måtte have plantet den ene pote helt inde ved siden og stod nu og skiftede vægten fra fod til fod. Det var enerverende. "Hold så op!" sagde jeg arrigt. "Det passer jeg selv", svarede hun og fortsatte. Jeg rejste mig halvt, og knirkeriet ophørte omgående.

Så lagde jeg mig ned igen og faldt kort efter i søvn. Kun for atter at vågne med et spjæt, da Ira med fuldt overlæg brasede ind i natbordet, så radioen væltede, og telefonen røg i gulvet. "Nu kan det immervæk være nok!" hvæsede jeg og fór ud af sengen og ind i stuen, men da lå Ira allerede på sin seng og lod, som om hun sov, med den ene hånd sødt under hovedet og den anden beskyttende om snuden. Det sidste formentlig for at skjule, at hun lå og smilede veltilfreds, for jeg tør sværge på, at det var det, hun gjorde.

Jeg stod lidt og funderede og gik så i seng igen. Man står jo ikke og skælder ud på en sovende hund, vel? "Godnat din lille partisan", sagde jeg. Hun lo. Ja, det gjorde hun virkelig.

Tilbage til toppen

Pandekager og elastikker

Jeg er ved at bage en citronsmørkage. Det er den eneste kage, jeg er et hundred procent sikker på at få lov til at beholde for mig selv, uanset udfaldet, eftersom Bent, min storebroder, hader smagen af citrusfrugter i bagværk og er i stand til at identificere den selv under et tre centimeter tykt lag glasur.

I sidste uge bagte jeg det lækreste franskbrød, der smagte så godt, at det slap op samme aften, og der stod endda i opskriften, at det saktens kunne holde i ti dage. Jeg har også prøvet at bage kransekage i mit varmeskab, men det blev ærligt talt ikke nogen stor succes, snarere tværtimod.

Og så er der pandekagerne. Jeg elsker pandekager. Der er bare det, at jeg aldrig kan få dem vendt. Jeg har forsøgt at rulle dem forsigtigt rundt med en palet, men enten går de i stykker, eller også ruller de for langt og lander på komfuret ved siden af panden. Jeg har også prøvet at vende dem flot og elegant i luften - til stor begejstring for Ira, der lige siden ligger klæbet op ad komfuret, hver gang jeg bare nærmer mig køkkenet. Til sidst forsøgte jeg med mikroovnen, men det kan man ikke. Absolut ikke. Til gengæld er den god til at varme mad og vand og mælk i og til optøning af brød. Man skal bare huske at benytte de rigtige redskaber. Plasticovertrukne paptallerkener kan ikke anbefales til stærk varme, og da slet ikke hvis ens vinduer kun kan åbnes ved hjælp af en hammer, som man ikke har.´

Jeg er begyndt at tænke økonomisk, belært af min mor, der altid kun køber på tilbud. Tre for et eller andet, selvom hun kun skal bruge een. Det er derfor, jeg nu ligger inde med 700 elastikker, til trods for, at jeg kun ville have haft et par stykker. Men det kunne ikke betale sig, sagde min mor. Og hvem ved? Selvom de i dag forekommer mig totalt uanvendelige, dels på grund af deres lidenhed (halvanden centimeter i diameter), dels fordi de knækker for et godt ord (og navnligt uden), så oprinder den time måske, hvor jeg lige netop står og mangler 700 uelastiske elastikker, og så er det jo meget rart at have dem.

Det ville også have været rart, hvis brugsanvisninger til diverse bygge- og samlesæt til skabe og reoler havde været mere fyldestgørende. Ikke fordi det spiller den helt store rolle, for både Bent og min mor nærer en sand aversion mod slige foreteelser, fordi de anser dem for værende skrevet for idioter - og af idioter, hvilket ikke er helt utænkeligt. En hel aften sad min mor og svedte over en tiloversbleven plasticdims fra et grydelåg, kun for dagen efter at erfare, at den ingen anvendelse havde. Tænk Dem! En hel aften uden Bengt Burg og Henrik Voldborg til ingen verdens nytte!

Tilbage til toppen

Til venstre for højre

Det er mandag. Iras selvbestaltede slap-af-dag og dermed min pas-endelig-godt-på-dig-selv-dag. Om mandagen fatter Ira absolut intet af, hvad der foregår. Alt går ind gennem det ene øre og lige så nydeligt ud af det andet. På ugens øvrige seks dage farer hun af sted og forvolder adskillige ubehagelige og smertefulde sammenstød med mennesker, der intetanende vandrer foran mig fuldstændigt uforberedte på det bagholdsangreb, der venter dem. Men om mandagen foregår alting i slow-motion, så jeg næsten altid er sikker på at komme for sent på arbejde, uanset hvor tidligt, vi går hjemme fra.

Hun vader lige så frejdigt ud over alle kantstene, hvor hun udmærket ved, hun skal standse og føler sig dybt krænket i sine inderste små hundefølelser, når jeg giver hende en kraftig og velfortjent irettesættelse. Hun jokker i samtlige vandpytter, hun kan komme i nærheden af og søler mig fuldstændigt til. Hende, der ellers hader at få våde fødder. Og hun drejer til højre, når man beder hende gå til venstre og omvendt. Helt og aldeles bedøvende ligeglad med konsekvenserne.

Iøvrigt kan det med højre og venstre også være svært at finde ud af for os tobenede væsener. Jeg er ofte ved at sætte mig på skødet af en eller anden inde i bussen, fordi en venlig og hjælpsom sjæl render rundt i retningerne og siger, der er ledigt til venstre men mener højre.

Engang var jeg ved at torpedere et træ på grund af lignende fejlagtige oplysninger fra min storebroder, der var ved at lære mig at køre bil. (Ikke hans egen naturligvis. Dertil havde han sin sølvblå Ford alt for kær), og for en halvsnes somre siden, da vi som sædvanligt holdt ferie i Havrebjerg hos min moster og onkel, havde jeg nær druknet min moster i gadekæret af samme årsag.

Min onkel havde en gammel kørestol stående, og en eftermiddag fandt min muntre moster ud af, at jeg trængte til at "blive luftet" lidt. Altså blev undertegnede placeret i stolen og manøvreret ud af huset og videre ud på græsplænen, hvorfra turen fortsattes i strakt galop ned ad bondens markvej skarpt forfulgt af min mor, to hunde, ni katte, hanen Peter og grisen Olsen.

Bagefter var det min moster, der sad i stolen, og mig der skubbede på, og vi fór ned ad vejen under høje vræl og vilde protester fra hendes side. "Stop for helvede! Stop! Vi lander i gadekæret! Til højre! Nej!!! Til venstre mener jeg!" Og det kom hun så. Begge dele.

I Pythagoras' talsymbolik står 1-tallet for det mandlige og forbindes bl.a. med den højre hånd, mens 2-tallet, det kvindelige, forbindes ved venstre. Måske er det derfor, herreskjorter stadig knappes til højre og pigebluser til venstre, og måske er hun lovligt undskyldt, min Iralil, når hun gør venstre-om til højre, og desuden, hvem har egentlig sagt, at vi mennesker absolut skal have patent på samtlige dumheder og retten til at have dårlige dage lysten til blot at stå til og bare blæse på det hele? I denne søde juletid burde man måske tænke lidt mere på, at alle har ret til at være her med og uden fejl.

Tilbage til toppen

Dagen går med raske fjed

Den hund er efterhånden ved at give mig mindreværdskomplekser og får mig til at tvivle mere og mere på mine egne evner inden for det musiske område. Hver gang jeg sætter mig ved orglet for at hygge mig lidt med vore gamle julesalmer, kommer hun farende som en pil og borer hovedet ind under min arm og fjerner den hårdt og brutalt fra tangenterne. Det er helt tydeligt for enhver, at hun ganske enkelt ikke kan holde mit spil ud.

I begyndelsen forsøgte jeg at ignorere hende og kommanderede hende hen på tæppet, men det virker faktisk ikke særligt befordrende på ens spillelyst at vide, at ens firbenede ven ligger og holder sig for ørerne. Jeg kan ikke blive klar over, hvad det er. Om det er den eller mig, der er komplet umusikalsk, selvom jeg naturligvis foretrækker at tro det første. Der er bare det, at min første hund, Nick, der i sind og skind lignede Ira, havde det på nøjagtig samme utiltalende måde. Jeg husker stadig hans første (og eneste) entré i den kirke, hvor jeg spillede for snart mange år siden.

Alle var på forhånd blevet orienteret om det nye medlem og var ligeledes blevet informeret om, at dette nye væsen var specielt afrettet og veltrænet og altså ikke ville virke forstyrrende eller på nogen måde anstødelig med sit nærvær. Og det gjorde han heller ikke - de første par minutter.

Vi lejrede os omkring orgelet, som var placeret foran i kirken på en forhøjning, så alle i rummet frit kunne holde øje med, hvad der foregik. Her lænkede jeg Nick til orgelbænken, så jeg var sikker på, han ikke stak af og fik min lillesøster til at sætte sig i nærheden i tilfældet af, at de pæne ord fra før skulle vise sig ikke helt at holde stik. Så smed jeg diskret sandalerne for bedre at have føling med fodpedalerne og begyndte på præludiet.

Det var sommer, og solen skinnede ind gennem de høje vinduer og varmede mig i nakken. "Har hånd du lagt på Herrens plov, så se dig ej tilbage," sang de, og det forsøgte jeg så at lade være med, selvom det var svært, for de muntre gryntelyde bag mig fortalte med al uønskelig tydelighed, at min hund var i færd med at stå på hovedet og slå kolbøtter til stor morskab for sig selv. "Kristus dødens lænker brast", sang koret, mens Nick med bagbenene solidt plantet på to fodbastangenter med et rask ryk brød sine. "Ud!" hviskede jeg til min søster, og ud kom de. Nick fór ned ad midtergangen med min søster i hælene i lang kjole og højhælede sko. "Gør døren høj, gør porten vid!" nåede jeg lige at tænke, før kirkedøren røg op med et brag, og begge forsvandt behørigt fulgt til dørs af menighedens: "Dagen går med raske fjed." Og det gjorde den så sandelig.

Tilbage til toppen

I palmernes skygge

Findes der noget mere eksotisk at tænke på i en kold decembermåned end vajende grønne palmer på hvide solbeskinnede strande under fjerne safirblå himmelstrøg? Nej, vel? Men hvis man ser bort fra det fjerne og stort på det eksotiske, hvad vi danskere stort set er gode til, så er det faktisk også muligt at glæde sig over himlen herhjemme, omend den ikke er så blå, som turistbrochurerne lader ane. Og strande har vi jo masser af, selv om de ikke altid er lige indbydende, men endnu er de da gratis at benytte. Det eneste, der mangler i idyllen, er palmerne. De trives ikke rigtigt i vores kølige klima, men tager man til takke med indendørseksemplarene, er mulighederne mangfoldige - og af og til også problemerne, hvis man altså bærer sig ad som vi.

Vi har nemlig et smertensbarn i familien. Et overordentligt utiltalende, stikkende og ondskabsfuldt eksemplar af en yocapalme, også kaldet elefantfod, og når jeg siger "vi", mener jeg vi, for i de ti år, den har tyranniseret sine omgivelser, er den gået på omgang i hele familien. Min søster og svoger fik den som lille af en god ven og syntes derfor ikke, de kunne være bekendt at skille sig af med den igen. Så i et årstid levede den kønne lille palme i trygge kår og trivedes derved. "Man starter som lille, og så bliver man stor", synger Buster Larsen, og det blev den. Så stor, at de mente, det var på tide at finde et andet hjem til den, og da min mor tilfældigvis og nok så belejligt gik hen og havde fødselsdag, hvad var så mere naturligt end at skænke hende den smukke palme som en kærlig gestus fra børnene. Som tænkt, så gjort.

Altså blev min mor tvangsindlagt til at huse den ubudne gæst, og da hun jo havde fået den af børnene, syntes hun ikke rigtigt, at hun kunne være bekendt at skille sig af med den igen. Der stod den så og voksede og voksede.

Til sidst plantede hun den ned i kolonihaven for at blive af med den på en pæn måde og "glemte" at tage den med op, da vinteren kom. I hele januar levede den en kummerlig tilværelse i sne og frost og var tæt på at dø, da min storebroder forbarmede sig over den og tog den med op i varmen. Så var det altså hans tur til at huse den, og det gjorde han så godt, at den kom og begyndte at vokse igen med lynets hast. I dag er den flere meter høj og ligger hen under loftet, og det er efterhånden lidt af en prøvelse at være gæst i hans hjem. Bedst som man sidder, får man jaget et knivskarpt palmeblad i ryggen, og når man med et forskrækket gisp intetanende rejser sig op, får man hovedskallen gennemboret af sylespidse dolke.

Stakkels broder Bent, som må sidde der som en anden Jonas i sin palmehytte og håber på, at Vorherre ligesom dengang vil lave bare et lille bitte mirakel i form af en lille orm, der kunne stikke palmen, så den visnede på en dag. For selv om han godt ved, at træerne ikke vokser ind i himlen, så er han alligevel begyndt at tvivle. Så skulle De sidde inde med en nævenyttig nabo eller et par plagsomme bekendtskaber, Eller hører De slet og ret bare til de uheldige stakler, der altid får de forkerte julegaver, eller er De simpelthen blot ondskabsfuld, så er en lille palme måske en glimrende julegaveidé.

Tilbage til toppen

De syv plager

Det har været en af de dage, hvor alt går skævt. De kender godt situationen, ikke? Man står op om morgenen og opdager, at maskerne på ens nylonstrømper er løbet og kan ikke finde det nye par, man købte sidste uge. Ude i køkkenet vælter man koppen med nylavet the. Tørrer op og starter forfra. Taber det nyristede brød lige ned i gabet på hunden, der henrykt knasende forsvinder ind i stuen med byttet. Vader i dens vandskål. Tørrer op og starter forfra.

Kommer for sent på arbejde. Har glemt nøglen hjemme og må rende hele huset rundt for at finde en, der kan lukke op.

Da jeg kom hjem i eftermiddags tog jeg med min mor ind til byen for at se på en frakke, jeg havde ringet om. En sort, enkeltraddet frakke med raglanærmer og i størrelse 32. Da vi kom ind i butikken, begyndte ekspedienten uden videre at knappe min frakke op. Det brød jeg mig faktisk ikke om, så jeg trak mig lidt tilbage og spurgte høfligt, om det ikke var muligt lige at se den pågældende frakke først. "Bevares", sagde hun. Hentede den og hængte den på et stativ, så jeg kunne "se" på den. "Den ser temmelig stor ud", sagde jeg. "Er det virkelig en størrelse 32?" "Næh, men det er en meget lille størrelse, og jeg er sikker på den passer. Sådan en skal sidde lidt løst", svarede damen. "Det er en 38", bemærkede min mor tørt. "Den er jo dobbeltraddet og med påsatte ærmer", sagde jeg. "Det skal der være i år", sagde ekspedienten. "Den er brun", tilføjede min mor let henkastet. "Jamen, sig mig lige", sagde jeg forvirret. "Er det den rigtige frakke, De viser mig?" "Ja naturligvis. Vi har den ikke i sort, og brunt er da også mere praktisk, når Deres datter nu ikke kan se. Der ser man jo ikke snavset så let", forklarede den venlige dame henover hovedet på mig. Min mor var lige ved at eksplodere, vidste jeg fra tidligere lignende oplevelser, og vi forlod forretningen uden yderligere kommentarer.

Og nu sidder jeg her og nusser Iras øre. Det er sengetid. En af mine venner har lige ringet, og jeg fortalte ham historien. Han morede sig højlydt over den. "Hun burde nu have givet dig en undskyldning", sagde han. "Det ville selv jeg have gjort, hvis jeg havde opført mig så groft, hvilket naturligvis er utænkeligt." "Ville du?" spurgte jeg forbavset og mindede ham om den første gang, han var i mit hjem.

Det var i sommer. Jeg havde lige købt fem urtepotter med margueritter, som jeg havde hængt op på væggen ude på min altan. Da vi sad inde i stuen ved bordet og snakkede sammen, spurgte jeg ham, hvad han syntes om mine margueritter. "De er flotte", sagde han, "men det er nu asters." "Asters!" sagde jeg. "Vel er det da ikke-nikke-nej asters." "Det var dog lige godt satans!" sagde han irriteret over min påståelighed og fór op af stolen. Ud på altanen. Mig efter. Dyb tavshed. "Nåååh", sagde jeg. "Hvad så?" "Jamen det er jo margueritter! Hvorfor fanden sidder du og siger, det er asters?" De kender godt typen, ikke?

Han lo ved mindet. Dagens syv plager var glemt.

Tilbage til toppen

Kinamad og slankekure

Jeg er efterhånden ved at være død hamrende træt af slankekure og diverse reklamer og annoncer desangående. Ikke fordi de ikke virker, selv om det selvfølgelig er ærgerligt, men fordi de altid henvender sig til alle mulige andre end lige netop mig. Hvorfor kan man ikke en enkelt gang imellem reklamere for bare en ganske lille fedekur?

I over tyve år har jeg kæmpet og stridt med alle de kilo, jeg ikke har, og næsten ædt mig en pukkel til i fedt og leverpostej, kager og chokolade, og drukket mig en endnu større til i vammel cacao og blandet kærnemælk og piskefløde. Det hele uden at tage så meget som bare et enkelt lille gram på.

De øvrige familiemedlemmer derimod hører til blandt de heldige væsener, der straks tager tre kilo på bare ved at se på en småkage, og alligevel, tro det, hvem der vil, sidder de, hver gang, der er fødselsdag, og stirrer misundeligt på hende, der møjsommeligt må ase sig gennem en kvart lagkage uden at opnå andet end kvalme og en stadig undren over det besynderlige faktum, at det, der startede med at smage helt fantastisk dejligt, pludselig i løbet af forbløffende kort tid smager ganske forfærdeligt. Intet, absolut intet får man ud af alle sine anstrengelser. Alt, hvad der sker er, at der ingenting sker, og det må vel siges at være meget lidt.

Til gengæld skete der lidt i lørdags. Vi var inde i byen for at julehygge lidt og spise kinesisk. Vi fandt en hyggelig restaurant i rødt og guld og fyldt med drager på væggene og sank udmattede ned ved et bord.
Min mor og broder Bent bestilte dagens menu på fire retter, mens jeg, der desværre ikke kan nedsvælge så store mængder, valgte en enkelt ret bestående af friturestegte kongerejer i sursød sovs. Den kom samtidigt med de andres suppe og så nærmest ud, som om den var beregnet til mindst ti personer. Jeg spiste så meget, jeg orkede, for det smagte herligt, men måtte alligevel levne over halvdelen af rejerne. Dem tog min mor og Bent sig af mellem anden og tredje ret bort set fra en enkelt, der fik lov at blive liggende, fordi min mor pludselig blev klar over, at tjeneren stod og nidstirrede hende. "Han tror garanteret, at vi ikke under Connie maden" sagde Bent pinligt berørt. Jeg lo.

"Er du helt sikker på, at du ikke vil have bare en enkelt pandekage?" spurgte min mor for syttende gang, da tjeneren serverede deres. "Helt sikker" svarede jeg. "Pigen ikke ha'?" spurgte tjeneren. "Nej tak", smilede min mor. Han forsvandt men dukkede hurtigt op igen med tre pandekager, som han stillede foran mig. "Spis! Ikke betale! Gratis!" sagde han og blev stående og holdt øje med, at min mor ikke stjal dem fra mig. "Du milde kineser!" tænkte jeg, men fik dem spist.

Ak ja! Nogen får for lidt. Andre for meget. Jeg har fået nok. Den vægt ryger ud i morgen.

Tilbage til toppen

Lidt om fotografer

For et par somre siden, da vi sad i toget på vej til Slagelse, læste min mor en lille beretning op for mig fra et ugeblad, som en eller anden havde ladet ligge i kupeen. Heri fortalte en 87-årig kvinde om, hvordan det føltes at blive gammel og glemt. I over ti år havde hun ikke været udenfor en dør, fordi hun sad i kørestol og boede på fjerde sal uden elevator. Hendes højeste ønske var at komme til at opleve en nyudsprunget bøgeskov endnu engang, før hun døde. På billedet så man hende sidde i fin kjole foran et veldækket bord med kaffe og kager og med et lille trist smil. Et godt billede og en god historie, som nok skulle lokke et par tårer frem hos læserne.

Men hele beretningen gjorde mig rasende, fordi det var så idéforladt og så helt uden hjerte. Hvorfor i alverden havde de to mandfolk, journalisten og fotografen, der tydeligvis havde deltaget i kaffedrikningen på billedet, ikke pakket damen ind i et par tæpper og båret hende ned i bilen og kørt hende ud i skoven til bøgene? Det ville ikke have taget længere tid, end den de havde brugt i hendes lille stue, og det ville have givet hende en sidste rar oplevelse og dem selv og bladet verdens dejligste billede.

I de forløbne måneder har jeg selv gentagne gange haft besøg af fotografer, fordi et blad ønskede at afbillede mig i og Ira i kærligt samvær med hinanden. Tête-à-tête, bogstaveligt talt. Og det er lidt af en opgave, kan jeg godt betro dem. Både for fotografen og mig. For Ira lider, ligesom jeg, af en voldsom og stadigt stigende aversion mod alt, hvad der bare ligner fotografer. Vi får knopper af dem. De seks første film blev da heller ikke brugbare. Enten så Ira tåbelig ud, eller også gjorde jeg det. Eller jeg smilede ikke, eller gjorde det forkert. Den rare redaktør foreslog, at man sendte en dame ud til mig med et par bluser, så jeg kunne komme til at se mere moderigtig ud. Jeg protesterede, og fotografen dukkede op igen uden dame, og det hele startede forfra.

Fat i Ira. Sid pænt! Saml benene! Løft hovedet! Åbn øjnene! Luk munden! Om og om igen. Til sidst gad hun ikke mere og sank sammen som en tøjhund. Jeg måtte bruge alle mine kræfter for at holde hende oppe og var nær med at kvæle hende, alt imens jeg forgæves forsøgte at smile naturligt og afslappet. Prøv engang at stille Dem op foran et spejl med lukkede øjne og smil naturligt - en halv time i træk, og De vil garanteret føle Dem som en fuldkommen idiot.

Det hele ligner den måde, hvorpå man indstiller sine tv-kanaler. "Der var den god. Nu blev den bedre. Nu er den dårlig", akkurat som hos min mors optiker: "Var den god der, eller er den bedre her? Er den god her, eller var den bedre der? Blev den god der, eller blev den bedre her?" Film efter film. Stakkels fotograf.

Og nu er han lige gået igen for tredje gang. Kommer han en fjerde, tror jeg næsten, jeg vil foreslå ham en tur i skoven med kane og bjælder.

Tilbage til toppen

Fagre nye verden

Det er efterhånden blevet lidt af en kunst at begå sig i sit eget køkken. Jo flere moderne hjælpemidler, man anskaffer sig, des flere mangler man. Eller også opdager man lige pludseligt, at man hele tiden har haft det uden at vide det. Det hedder bare noget helt andet, end man troede.

I går besluttede jeg for eksempel, at jeg ville lave en lækker julepaté, fordi de patéer, man kan få i diverse supermarkeder alle sammen er klistrede og fedtede og smager fuldstændig ens, uanset hvad der står på deklarationen. Altså fandt jeg alle mine opskrifter frem og sad der midt på gulvet omgivet af 87 blade og rodede, søgte og ledte.

Til sidst sad jeg med tre opskrifter i hånden. En på kalkunpaté; en på luksuspaté og en på krydderpaté. Væk med alle de andre og ud i køkkenet og igang. Og hvad opdager man så? At ingen af opskrifterne kan bruges. I den ene skal anvendes en blender, som jeg ikke har. I den anden en foodprocessor, som jeg heller ikke har, og i den tredje en tofu, som jeg ikke aner, hvad er, og derfor ikke ved, om jeg har, for måske hedder det også noget andet, som man slet ikke ved. Faktisk har jeg aldrig fundet ud af forskellen på en blender, en foodprocessor, en kødhakker og en køkkenmaskine. Men måske er der ingen. Nå, men hvad gør man så, når man har brugt to timer på at finde ud af, at man ikke kan finde ud af det? Man ærgrer sig i ti minutter og finder så ud af, at det er for latterligt og finder på noget andet. - Finskbrød. Det er jeg nemlig god til. Der er bare det, at de hakkede usmuttede mandler altid er et problem, eftersom de kun kan erhverves i forretningerne som hakkede smuttede mandler, eller i uhakket usmuttet tilstand. Så derfor må man altså stå og hakke dem selv, og det tager en evighed. Men slige bagateller kan ikke genere en køkkenvant husalf. Desværre ryger der gerne et par lyserøde lakerede negle med i farten, og det kan være temmelig generende.

Det var derfor, jeg ringede til et par stormagasiner for at få løst problemet. "Køb en elektrisk mandelkværn, men pas på fingrene, får det går stærkt", sagde én. "Køb en ganske almindelig gammeldags vugge", sagde en anden og knaldede røret på. "Det er rigtig nok", sagde min mor. Javel, tænkte jeg og så i ånden alle mine mandler ligge spredt under en meget, meget stor vugge med en meget, meget tung baby.

Jeg kom til at tænke på den rare hyggelige bondemand, jeg sad ved siden af til et bryllup sidste sommer. Da forretten blev serveret, sagde han glad: "Neeej! Dejlig varm suppe!" uden at ane, at suppen var en spansk specialitet, der altid serveres isafkølet. Så han tog skeen op og pustede på den, som han plejede og sank. Så stirrede han vantro på skeen og udbrød forbløffet: "Fandens til pust, man har!"

Nej, det er sandelig ikke altid lige let at begå sig i denne fagre nye verden.

Tilbage til toppen

Porcelænshunden

Det har regnet hele dagen. En regn, der kalder på triste tanker. For at blive fri for dem, satte jeg mig for her i eftermiddags én gang for alle at rydde op i mit vitrineskab og med hård hånd sortere og borteliminere alle uønskede elementer.

Det burde være let, eftersom en hel del af dem er defekte, og hvad skal man bruge tre revnede vaser til? Eller tretten grå lemlæstede porcelænskatte? Eller ti hvide dansemus med knækkede haler? Eller to yndige hyrdinder med blomsterbuketter i de for længst bortamputerede små arme? Det ser jo skrækkeligt ud.

Der var bare det, at de alle rummede minder, og sådan nogen går man jo ikke bare hen og smider i papirkurven, vel? Jeg tog en trebenet porcelænshund op i hånden. En lille grim brun en. Sådan en, man altid kan være sikker på at vinde i Tivoli eller på Bakken efter at have brugt en formue. Og jeg mindedes hende, der gav mig den for mange år tilbage.

For hende var det en skattet ejendom. Den eneste hun ejede. Og fordi hun holdt af mig, skulle jeg have den. Og fordi hun holdt mere af mig, end jeg af hende, har den altid givet mig dårlig samvittighed. Hun lignede den. Var lille og uanselig, ubegavet og uanvendelig og vidste det. De lykkeligste dage i hendes liv var dem, hun tilbragte på hospitalet, og blandt dem, der stod hendes hjerte nærmest, var den læge, der gang efter gang havde opereret hende i hovedet, og en lille abe, der hørte til hos forsøgsdyrene. Hun havde verdens kærligste hjerte. Der var bare så få at give til, og de få, der var, ønskede det ikke. Hun døde lige så stille og ubemærket, som hun var gået gennem livet.
Det eneste synlige spor, hun har efterladt mig, er en grim lille porcelænshund og mindet om et altid smilende og ensomt menneske.

Jeg satte hunden ind i skabet igen sammen med alt det andet. Hvad i alverden stiller vi op med alle de mennesker, der af en eller anden grund går vildt? Går tabt? Måske er alt, hvad mange af dem har behov for, tid. Ikke deres egen, for den er der alt for meget af, men lidt af Deres tid og lidt af min. Som en af vore forfattere har sagt, så er vi danskere så gode til førstehjælp, men andenhjælpen, den mere tidskrævende, den kniber det med. "Julen er hjerternes og børnenes fest" synger de i radioen. Tænk, hvis den også for bare en enkelt gangs skyld kunne blive en fest for de mange enlige og ensomme mennesker, som sidder alene og glemt i deres stue.

Tilbage til toppen

På bustur med Ira

Min hund lider af storhedsvanvid og er efterhånden til grin i hele parken. Hun er en meget lille labrador og blev af samme årsag kasseret som førerhund i Norge, men sligt generer ikke store ånder og altså heller ikke Ira. Hun kaster sig hovedkulds ud i voldsomme skænderier og slagsmål med kæmpeschæfere og store Sankt Bernhardtshunde tilsyneladende fuldstændig uvidende om, at enhver af disse med lethed kunne brække nakken på hende, hvis de altså ikke anså det for værende under deres værdighed at beskæftige sig med så latterlig en lille skabning.

Hun går ikke af vejen for noget som helst. Intet er for stort for Ira. Heller ikke de nedfaldne grene, som hun elsker at slæbe rundt på, men naturligvis skal det helst være et så stort eksemplar som muligt og allerhelst et helt træ. Det erfarede jeg også her forleden morgen.

Det øsede ned, og da bussen langt om længe kom, var den proppet til bristepunktet med travle mennesker. Men Ira masede ufortrødent på for at komme ind i varmen og tørvejret. - Forgæves. Det var ganske enkelt umuligt at komme ind. Ikke på grund af manglende plads, men fordi Ira simpelthen sad fast i døren. Jeg begreb ikke et ord af det hele. Havde min hund pludselig taget 80 kg. på i løbet af natten, eller var dørene i HT's busser pludselig blevet smallere?

"Måske ville det være lettere, hvis hun ikke skulle have hele det æbletræ med ind", sagde chaufføren elskværdigt, og jeg opdagede, at Ira havde en halv meter lang og en armtyk gren i munden. "Er du rigtig klog?" spurgte jeg. "Slip den gren!". "Vel vil jeg ej", svarede Ira og holdt stædigt fast. Resolut fjernede jeg grenen og smed den i rendestenen, men det skulle jeg aldrig have gjort. I løbet af nul komma nul fik jeg hele bussen på nakken, og det er absolut ikke noget behageligt sted at have sådan en liggende. Til sidst fik vi os dog maset op i bussen og kom af sted.

Ved De, hvordan man hurtigst muligt skaffer sig en siddeplads i en overfyldt bus en sjaskvåd regnvejrsdag? Hvis ikke, så skal jeg fortælle Dem det. Man tager et styk våd hund. Placerer den midt i menneskemylderet i nærheden af det sæde, hvor man helst vil sidde og venter så i ti sekunder - til hunden har rystet sig. Så har man pludselig på mirakuløs vis hele fire sæder at vælge imellem. Smart, ikke sandt? I hvert fald effektivt og ufejlbarligt. Desværre også pinligt. For mig, altså. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om mine medpassagerer nu tror, at det er noget, jeg ligefrem har lært min hund at gøre. "Det troede jeg ikke, en førerhund måtte", sagde en ældre knotten dame bag mig. "Hvordan havde du tænkt, man skulle lære den det?" spurgte en halvvoksen knægt irriteret. "Man kunne da sige det til dem. De er jo så kloge", svarede hun syrligt.

Så blandede chaufføren sig i samtalen. "Hunden er døv!" "Undskyld!" sagde damen, og resten af turen foregik uden yderligere kommentarer, mens Ira logrede som en gal af lutter henrykkelse over alle de medfølende bemærkninger, der strømmede ned over hovedet på hende.

Tilbage til toppen

Den lille kavaler

Hvor er børn dejlige! Jeg kørte sammen med en lille dreng og hans mormor hjem i bussen i dag. De sad skråt over for mig og talte om Zoologisk Have, hvor de åbenbart skulle hen. "Tror du også, pigen og blindehunden skal derhen?" spurgte drengen pludselig. "Det tror jeg ikke", svarede mormoren. "De skal nok et andet sted hen", og hun forsøgte at bortlede hans opmærksomhed fra mig og Ira ved at fortælle om alle de sjove dyr, de skulle se, men han lod sig ikke så let distrahere. Tværtimod prøvede han at overbevise hende om, hvor glade vi sikkert ville blive, hvis de også tog os med.

Efterhånden blev det mere og mere vanskeligt for hende at finde de rigtige ord. Hun ville jo heller ikke såre mig, og folk var begyndt at lytte. Til sidst fandt hun en forklaring, der var til at tage at føle på for en lille dreng. "Der må ikke komme hunde ind til alle de store farlige dyr, kan du nok forstå." Det lukkede munden på ham, men ikke ret længe. Så kom det glædesstrålende: "Jamen mormor, jeg kan da bare blive uden for og passe på hunden. Så kan du tage pigen med ind og vise hende dyrene." Det lukkede munden på hende.

Så skulle jeg af, og da jeg rejste mig, sagde jeg smilende: "En anden gang vil jeg meget gerne med", og håbede dermed at have reddet situationen.

Det får mig til at tænke på alle de herlige timer, jeg har tilbragt sammen med børn i den søndagsskole, hvor jeg spillede for mange år siden. På Gert, der en dag sluttede sin bøn af med at bede Vorherre sørge for, at hans farmor nu havde lavet noget ordentligt mad "for en gangs skyld", og på Frank, der en morgen ophidset fortalte, at de nær var blevet påkørt af en anden bil. "Hvad gjorde din far så?" spurgte min mor, der var lærerinde. "Han rullede vinduet ned og råbte idiot." "Neeej!" udbrød lille Per. "Ham møder min far også tit."

Og der var Brent. En lille rødhåret dreng, som talte med charmerende amerikansk accent. Brent var forelsket. Ikke i en sød lille pige, men i mig, eller rette i mit blindeur og mit lange lyse hår, som han strøg over med forsigtige små hænder om og om igen, mens han på sit gebrokne dansk betroede mig, at jeg lignede en rigtig eventyrprinsesse. Aldrig siden har jeg fået så søde komplimenter og så ærligt mente. Da han skulle rejse tilbage til Australien, var han dybt ulykkelig. "Gifter du dig med mig, når jeg bliver stor?" spurgte han grædende. "Jamen Brent, jeg er 21, og du er bare 10." Men han lod sig ikke slå ud af en så tåbelig voksenlogik. Han stod lidt og funderede. Så sagde han lettet: "Om elleve år er jeg jo også 21, så er vi lige gamle. Venter du så?" "Ja", lovede jeg og har lige siden gået og ledt efter min lille charmerende kavaler.

Tilbage til toppen

En sjælden julegave

I morges, da jeg var nede i regnen med Ira, standsede hun op ved en bænk, hvor der sad en ældre mand. Han inviterede mig på en øl, (den sidste han havde), men jeg sagde nej tak, skulle skynde mig på arbejde.

"Jeg har siddet her hele natten og ventet", sagde han. "På hvad?" spurgte jeg og mærkede, hvordan regndråberne banede sig vej ind under tørklædet og ned ad halsen. "Ikke på noget bestemt. Bare ventet. Al menneskelig visdom, indtil den dag, det behager Gud at åbenbare alt for mennesket, består i at vente og at håbe", sagde han tonløst. "Min kone døde for 18 år siden, men døden kan ikke skille to mennesker. Så længe mine tanker lever, lever hun også."

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Tænkte bare: "Stakkels menneske." "Sølle barn", sagde han så og løftede den ene kolde hånd og strøg mig varsomt over håret. "Du har nok fået en ublid start her i livet. Vorherre tager det ikke altid så nøje med den slags, men græd ikke. Du er aldrig alene. Stjernerne vil lyse for dig, selv om du ikke kan se dem." Han tav. "Jeg græder ikke", sagde jeg stille. "Det er blot regnen. Jeg har det rart."

Et kort øjeblik havde jeg lyst til at række hånden ud og røre ved hans kind, men gjorde det naturligvis ikke. Sådan noget gør man jo ikke. Vi nusser og klapper fremmede hunde på gaden, der aldrig har bedt om vores opmærksomhed, men fremmede mennesker, der uden ord trygler om lidt venlighed, lidt varme, lidt kærtegn, dem går vi forbi.

Regnen tog til, og manden rejste sig, og idet han gik forbi mig, stoppede han en lille kold mønt ind i hånden på mig og sagde venligt: "Køb en lille julegave til dig selv". Så forsvandt han i regnen.

Jeg stod tilbage med en mærkelig følelse af tomhed og forvirring. Jeg ville så gerne have givet ham et eller andet med på vejen, men i stedet var det ham, der havde givet mig noget. Det bliver ved med at undre mig lige meget, hver gang, jeg oplever det. Hvordan kan et menneske give noget bort, det selv søger? Hvordan kan et menneske, der tilsyneladende lever uden kærlighed og omsorg, give kærlighed og omsorg? De står bare der med tomme hænder og øser ud. Det er utroligt. Men er det sandt, at "har man blot gjort en halv time rarere for et andet menneske, så har intet menneske levet forgæves", da har ingen levet forgæves.

Tilbage til toppen

Juleforberedelser

Det er snart jul igen. Den tid på året, hvor alle skal være søde mod hinanden, uanset hvad det koster, og det koster.

Jeg har været inde i byen for at købe julegaver til familien. Bøger til broder Bent, som han selv har bestilt. En gyselig sækkelignende kjole til min lillesøster Alice, som hun ligeledes selv har bestilt, og en lækker lyserød badekåbe til min mor, som hun absolut ikke har bestilt, og som derfor med garanti skal byttes, selv om hun trænger til at få en afløser for det tredive år gamle og aldeles udtjente eksemplar, hun ejer.

Jeg fik Kirsten (en gammel veninde af familien) til at rende med mig rundt i stormagasinerne, og det var morsomt, omend lidt af en prøvelse for os begge to. Når man ikke er vant til det, kan det være særdeles problematisk at manøvrere en blind gennem smalle passager med opstillede udstillingsvarer på begge sider, uden at disse og denne (mig) kommer i karambolage med hinanden, og det er så godt som umuligt at undgå at komme til at vade en eller anden i hælene i hele dette menneskemylder, men de fleste tager det pænt. Undskylder endda, som om det er deres fejl, at de ikke er udstyret med øjne i nakken.

Det minder mig om historien om den blinde mand, der er inde i et stormagasin for at købe en juleskjorte. Han tager elevatoren op sammen med sin førerhund, der jo som bekendt er den blindes øjne, og da han træder ud på den rigtige etage, ser de omkringstående til deres store forbavselse (og forargelse), at han løfter hunden op i bagbenene og begynder at svinge den langsomt rundt og rundt og rundt. Til sidst bliver det for meget for en af ekspedienterne, og hun går resolut hen til manden og spørger, om hun kan hjælpe med noget. "Næh tak", siger manden. "Vi ser os bare om." Min mors eneste kommentar til den historie var: "Hvorfor tog han ikke rulletrappen, så var han kommet lige op til skjorterne?"

Jeg har også fået skrevet alle mine julekort. Selv til min telefonven Hans Jørgen. "Jeg plejer at skrive 69 julekort hvert år", forklarede han sidste jul. "Men du får ikke noget." "Tusind tak", sagde jeg venligt. "Ville du da gerne have et?" spurgte han forbavset. "Selvfølgelig." "Jamen du kan jo ikke læse det for helvede." "Og hvad så?" sagde jeg. "Jeg kan heller ikke se himlen og stjernerne og græsset og de vilde roser i skoven og kornet på markerne, eller det hvide skum på bølgerne en varm sommerdag, eller al den smukke julepynt, der hænger rundt om i vinduerne nu, granguirlanderne og lysene på juletræet Juleaften, og alligevel giver det mig en utrolig glæde at vide, at det er der og høre andre fortælle om det.

Jeg fik mit julekort.

Tilbage til toppen

Ude er godt ...

"Jeg vil ud, jeg vil bort, jeg vil væk herfra", synger de i radioen, og det er lige præcis, hvad jeg har lyst til. Tænk Dem bare at holde juleaften i strålende solskin og 24 graders varme! Derfor fandt min mor alle feriekatalogerne frem i aftes.

"Hvad med Østrig?" spurgte hun. "Der har vi jo været", protesterede jeg. Min mor bladede videre. "Hvad så med Marokko?" "Nej", sagde jeg. "Der kan man jo ikke bestille andet end at vaske rødt sand ud af håret." "Det var da der, vi købte de flotte marokkopuder", sagde min mor. "Ja, og det var også der, jeg forgæves forsøgte at overbevise dig om, at "idiot!" ikke blot er en dansk foreteelse, men rent faktsik også findes og forstås andre steder", svarede jeg. Min mor lo. "Det var da også der, vi så alle de flamingoer." "Nej mor. Det var der, vi ikke så alle de flamingoer."

Vi var taget med en lokal bus langt ind i landet til en afsidesliggende sø ene og alene med det formål at opleve flamingoer, og chaufføren lovede smilende at sige, når vi nåede dertil. Da vi kom til endestationen, fik vi en bøde af samme elskværdige herre, der åbenbart også fungerede som lovens håndhæver på stedet, fordi vi havde kørt meget længere, end biletterne rakte. Flamingoer kendte han intet til.

En lille tyk marokkaner forklarede med store smil og endnu større armbevægelser, at "flamingos caput." "Hvad mener han?" spurgte min mor. "De er nok døde", sagde jeg. "Caput this way?" spurgte min mor og forsøgte at agere død med lukkede øjne. "Oui Oui", lo manden. "Det var da mærkeligt", sagde min mor. "Han er fuld af løgn", lo jeg. Og vi vendte tilbage uden at have set en eneste eksotisk fugl.

"Hvad med Israel?" foreslog jeg. "Der har vi jo været elleve gange, og der er også alle de bomber", sukkede min mor. "Der er også alle appelsinerne, du selv kan plukke ned fra træerne, og duften af krydderier inde i den gamle bydel i Jerusalem, og kamelerne", sagde jeg henkastet velvidende, at jeg derved havde ramt et par ømme punkter.

Min mor mindedes vor alle første aften i det gamle Jerusalem, hvor en tjener pludselig kom farende ind i restauranten, hvor vi sad og spiste, og trak mig op fra stolen og tværs gennem hele lokalet skarpt forfulgt af min mor og flere af gæsterne plus kokken, der kom løbende med en spand, fordi han troede, jeg var blevet dårlig. Det hele bare for at vise den blinde danske pige en rigtig kamel.

"Der er jo også Tunesien og Samos", sagde min mor træt. Men dér var alt for mange hjemmeløse hunde, og hvordan forklarer man en lille trebenet hund, der hele tiden må sætte sig for at hvile, og som løber glad ved siden af en overbevist om endelig at have fundet en at høre til hos, at man bare er turist og ikke til at stole på? Nej, så hellere blive hjemme. Ude er godt, men ...

Vidste De iøvrigt, at lykken også kan være en snavset hundepote på en nyvasket hvid nederdel?

Tilbage til toppen

Decemberhilsen

Det er nat. Fra den åbne altandør høres en sagte pippen fra en enlig lille gråspurv, og den kølige natteluft sender mindet om roser og kaprifolier ind til mig. Dufte jeg har glædet mig over hele sommeren.

Ira ligger henne på sin seng med benene i vejret og med maven fuld af dyre importerede jordbær, som bestemt ikke var beregnet for hende, men eftersom hun jo ikke er tankelæser, må hun vel siges at være lovligt undskyldt - endnu engang - når hun af og til har svært ved at kende forskel på dit og mit. Jeg har lige været henne for at sige godnat til hende, men hun viftede mig af vejen med den ene pote, en gestus, der vel skulle sige så meget som "Tag lige og underhold dig selv, hva'? Jeg gider ikke kæle med dig lige nu." Så derfor sidder jeg altså her ved mit skrivebord og forsøger at underholde mig selv og Dem.

Jeg har lige tændt de små prismelamper henne i vindueskarmen. Deres rosafarvede glas kaster et varmt og blødt skær op på min 80 centimeter høje og smukke alabastballerina, der står der i sine lange luftige gevandter let og elegant på den ene tåspids og med blomsterkrans om armen og får det hele til at se så let og ligetil ud. Hun er rar at have stående der. Rar at røre ved og rar at se på i det dæmpede lys. Naturligvis kan jeg ikke selv se det, men tanken i sig selv er rar.

Og rare har de fleste af de mennesker været, som jeg i løbet af året har stiftet bekendtskab med i busser, i forretninger, på gader og i parker. De har alle for en kort tid gjort det rart at være mig. Noget af det jeg savner allermest i min hverdag er øjenkontakten med mennesker. Man ved aldrig helt, hvad folk egentlig tænker og mener om én, fordi munden ofte siger noget andet end øjnene, og derfor kommer man lige så ofte til at udlægge venlig interesse og ærligt ment hengivenhed for slet og ret ligegyldig nysgerrighed, som ikke kan bruges til noget som helst.

Den seende stifter utallige små bekendtskaber i løbet af en enkelt dag i form af et blik eller et flygtigt smil fra forbipasserende. Små bitte minivenskaber, som måske kun varer få sekunder, og som man slet ikke lægger mærke til, men som man alligevel ville savne, hvis de en dag pludselig udeblev. Som blind oplever man aldrig den slags, men i de forløbne måneder har jeg fået en lille fornemmelse af, hvor rart det føles, og Ira og jeg siger tak for de mange søde ord og venlige klap og ønsker alle en fremtid i tryghed og solskin, for "Hvorfor forbande mørket, når man kan tænde et lille lys?".

Tilbage til toppen
Tilbage til indholdsfortegnelsen