Sol med solbriller på - animation Connie og Holger kommer gående - animation

Billedtekst: Holger og Connie i parken

En flyvende flagspætte - animation

En førerhunds første arbejdsdag

Endelig, endelig, langt, langt om længe, efter et helt års venten, kom han - "Herlige Huldas hastige Holger"!
Lørdag den 17. februar 2001 vandrede han muntert logrende ind i mit liv og spredte solskin og glæde omkring sig som en glad lille sol.

Holger er en lys labrador med et stort flot hoved og solide poter, et rigtigt mandfolk at se på. Men af sind er han stadig en lille baby, der elsker at klovne rundt med mine strømper, og hvad han ellers kan få tilranet sig i et ubevogtet øjeblik. Når vi er på besøg hos min mor, som er indehaver af en meget hundevenlig sofa, som jeg ynder at sidde i under afviklingen af tv-nyhederne, ja så kommer Holger altid drønende som en hvirvelvind og springer let og "elefant" op i sofaen til mig. Her vader han rundt oven på mig helt uvidende om sin vægt og de blå mærker, hans store, klodsede poter efterlader. Han bliver ved og ved med at mosle rundt i et forgæves forsøg på at få sig rullet sammen som en kattekilling i skødet på mig, og det er ham aldeles ubegribeligt, at det ikke kan lade sig gøre. Når han til sidst bliver nødt til at opgive sit forehavende, falder han udmattet om i min favn og sover som en sten. Når mine arme og ben også begynder at sove, vågner han venligst op igen og fordufter. Men bare rolig, siger han, for fem minutter efter er han tilbage igen, og hele sceneriet starter forfra, indtil Holger endnu engang nødtvungent må acceptere, at hans 38 kilo hundevægt altså bare ikke kan ligge samlet i mit skød.

I den første tid havde vi også et lille problem, som vi bogstaveligt talt sloges lidt om, for jeg vil ikke have Holger til at rende rundt i lejligheden, når det har regnet, før han har fået tørret poterne af, og det kunne Holger altså bare ikke fatte. Problemet bestod i, at Holger simpelthen ikke kan stå på tre ben i bare 2-3 sekunder, mens jeg tørrer det tiloversblevne ben af. Vi har kæmpet og stridt og diskuteret vildt og voldsomt, men Holger påstår altså hårdnakket, at han ganske enkelt ikke kan balancere på tre ben. Han vælter simpelthen. Og han er helt kold og uforstående over for mine gode argumenter om, at alle andre hunde da mestrer den kunst uden vanskeligheder. Til sidst løste han dog selv problemet, formentligt fordi han blev træt af at høre på mine evindelige beklagelser og brokkerier. Så nu lægger han sig stille og roligt ned ude i entreen og vælter om på siden med alle fire hjul i vejret, mens han mumler et eller andet om, at jeg jo kan vække ham, når jeg er færdig med alt mit pjatteri. Holger er såmænd en rigtig god problemløser.

Ellers er Holger en rigtig god førerhund, der ikke går af vejen for noget. Han kan godt lide at køre i bus, selv om vores første tur blev lidt af en prøvelse for både mig og John Lundberg, der er den instruktør, der har trænet Holger. Vi kom uden større problemer ind i bussen, der var overfyldt af mennesker. På en eller anden måde lykkedes det dog for John og Holger at finde en ledig plads til mig. Chaufføren glemte selvfølgelig at sige, hvor jeg skulle af, selv om jeg havde bedt ham pænt om det, så det var John, der kom med meddelelsen, og så var det altså det skete, eller rettere, så var det altså, at det, der skulle være sket, ikke skete, for Holger ville ikke ud af bussen. Han sad, hvor han sad, og der blev han siddende, og når Holger sidder, ja så sidder han, og uanset hvor meget jeg hev og trak og halede i ham, så var han ikke til at rokke ud af pletten, og ingen af de ord og kommandoer jeg fremkom med, trængte ind i knolden på ham. Han fattede simpelthen ikke en brik. Faktisk virkede det nærmest som om han led af momentan døvhed. Til sidst måtte John ind og hjælpe til, og så kom vi også ud. Egentlig er der jo ikke noget at sige til, at Holger ikke havde lyst til at give afkald på den plads, han møjsommeligt havde tilkæmpet sig, og vejret var koldt og blæsende. Så set ud fra en hunds synspunkt må det helt givet have virket fuldstændigt gakgak at vade ud af bussen, når man nu lige er kommet ind. Siden er han blevet rigtig god til det der med at køre i bus, men han foretrækker helt givet toget.

Han er også blevet enorm glad for "tanken", hvor man kan købe diverse ting og sager, og hvor der altid dufter herligt - så herligt, at det af og til kan være lidt svært at få Holger ud af butikken igen, men det må nu også være enormt fristende og frustrerende med alle disse dejlige hylder med slik og kager lige inden for rækkevidde og i hundesnude-højde.

Det er rart atter at kunne færdes på egen hånd og pote i følgeskab med en god og dygtig hund, der altid er parat til hvad som helst, når som helst, og hvor som helst. Det er også rart, at der ikke mere er så stille og trist i stuerne, der har virket alt, alt for tomme, efter at min dejlige Ira blev aflivet. Nu har Holger taget over efter Ira, og det gør han bare helt fint.

Tilbage til Holgers forside
Tilbage til Mælkevejens indholdsfortegnelse